Guld/sølv ratio i 5.000-årig rekord

Maple Leaf guld- og sølvmøntVi er efterhånden ved at vænne os til rekordslående bevægelser i finansverdenen, bl.a. aktiemarkedet som slog rekorder på stribe med nye all-time highs, for derefter at falde rekordhurtigt fra toppen.

Den måske mest prangende rekord er dog ikke i aktiemarkedet, men den mangeårige rekord i guld/sølv ratioen, som man kan finde data for helt tilbage til omkring år 3.100-3.000 f.Kr. Dog noget mere hyppig data siden 1687, som bl.a. kan findes her.

Guld/sølv ratioen er i skrivende stund ca. 119 og toppede tidligere på ugen i en mindst 5.000-årig rekord. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde et tidspunkt historisk, hvor den har været så høj som det har været tilfældet i disse dage.

Hvad er guld/sølv ratioen?

Ratioen udregnes meget enkelt ved, at tage guldprisen og dividere den med sølvprisen. Det er en simpel beregning, som viser hvor mange gange mere guld handles til i pris i forhold til sølv. Sagt på en anden måde, så viser forholdet hvor mange enheder sølv det kræver, at købe en tilsvarende enhed guld.

Sølv er altså historisk billigt lige nu, når man ser på det i forhold til guld. Det ville kræve hele 119 af de 1 ozt Canadian Silver Maple Leafs, at købe en 1 ozt Canadian Gold Maple Leaf, som er vist på billedet ovenfor.

Forholdet skifter konstant, eftersom priserne på guld og sølv gør det, men det har ikke altid været tilfældet. Ratioen har været fastsat på forskellige tidspunkter i historien og af forskellige regeringer, typisk for at sikre monetær stabilitet. Da det ikke er tilfældet længere, kan ratioen svinge frem og tilbage og har altså nu ramt nye rekorder.

  • 3100-3000 f.Kr. under farao Menes var guld/sølv ratioen 2,5
  • 1792-1750 f.Kr. under kongen af Babylon Hammurabi var ratioen sat til 6
  • I Romerriget var forholdet fastsat til 12
  • I 1792 blev ratioen fastsat i USA til 15
  • Gennemsnittet for guld/sølv ratioen var 47 i det 20. århundrede

Ratioen er altså lige nu mere end det dobbelte af gennemsnittet mellem 1900-1999.

Er det snart sølvets tid til at skinne?

I betragtning af hvor enestående det nuværende forhold i mellem guld og sølv er, når vi netop har data som går så langt tilbage, så kunne kunne man godt forestille sig et fald i guld/sølv ratioen før eller siden. Altså at sølv begynder at outperforme guld, enten ved at stige hurtigere eller falde langsommere end guld gør det.

Kommentarer

  1. Kan det betale sig at anvende sølvtråd i en el bilmotor? Det har 7% bedre ledningsevne end kobber. 1 kg ~4000 kr.

    Det bliver ikke slidt så hvis man betaler som pant, kan panten bruges i en ny elbil.
    så det nu der skal købes ;-)

    1. Sølv er markant dyrere end kobber, som pt. har en kilopris på omkring 43-44 kroner (spot). Så selvom sølv har en bedre ledningsevne end kobber, vil jeg ikke mene at det kan betale sig, end ikke med en form for pantløsning.

      Ifølge denne publikation fra The Copper Development Association Inc. (CDA), bliver der brugt 183 lbs (83 kilo) kobber i sådan et batteri. Det kunne hurtigt blive en dyr løsning! :)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *